BILAG 2 ALMINDELIGE SALGS- OG LEVERINGSBETINGELSER FOR AUTOMAT FABRIKKERNE A/S
§ 1. Generelt
Nedenstående almindelige salgs- og leveringsbetingelser finder anvendelse i det omfang, de ikke er fraveget ved skriftlig aftale mellem parterne og finder anvendelse for alle tilbud, ordrebekræftelser, salg og leverancer foretaget af Automat Fabrikkerne A/S (i det følgende benævnt AF).
§ 2. Tilbud, ordre og accept
En ordre/bestilling er først bindende for AF, når køber har modtaget skriftlig ordrebekræftelse eller den bestilte vare. Såfremt køber er af den opfattelse, at oplysningerne i en modtagen ordrebekræftelse eller vilkårene i nærværende salgs- og leveringsbetingelser er i strid med den indgåede aftale, skal køber straks skriftligt reklamere herover. Salgs- og leveringsbetingelserne går forud for eventuelle bestemmelser i købers ordre/accept, herunder købers almindelige betingelser.
§ 3. Tegninger og beskrivelser
Alle oplysninger om vægt, dimensioner, kapacitet, data af teknisk og anden art samt priser, som er anført i kataloger, annoncer, tilbud, billedmaterialer, på hjemmesider, prislister m.m. er omtrentlige og er ikke udtryk for nogen form for garanti eller tilsikring.
§ 4. Priser
AF har til enhver tid ret til at ændre sine priser/prislister. Med mindre anden aftale træffes, finder salg sted i henhold til den prisliste, som er gældende på ordrebekræftelsens dato. Prisangivelser sker under forbehold for strejke, lockout og andre forhold, som AF ikke selv er herre over. Opgivne priser er ab AF’s adresse, og er eksklusive moms og montage, og er baseret på de ved tilbuddets afgivelse herskende valutakurser og prisforhold for materialer, arbejdslønninger og transportudgifter, og kan således reguleres i forhold til ændringer i pris- og valutaforhold. Priser kan derfor også reguleres jf. fornævnte, for allerede indgåede aftaler. Ændres leverancens art eller forøges AF’s omkostninger på anden måde, forårsag¬et af købers forhold, er AF berettiget men ikke forpligtet til at regulere prisen i forhold hertil. For leverancer til udlandet er priserne eksklusive emballage, eksportafgifter, toldafgifter, konsulatafgifter og lignende i modtagerlandet.
§ 5. Levering
Levering sker ab AF's adresse. Levering anses for at have fundet sted ved produktets overgivelse til køberen eller overgivelse til fremmed fragtfører. Forsendelse sker for køberens regning og risiko. Dersom AF ikke har modtaget speciel instruks, er AF berettiget til at vælge transportmiddel og transportvej for købers regning og risiko. AF er ikke ansvarlig for transportskader og køber tegner selv særskilt fragtførerforsikring. Modtager køber et beskadiget produkt, hvor skaden er sket under transporten, må køber straks kontakte fragtmanden. AF er ikke ansvarlig på nogen måde overfor skader sket under transport. Det er modtagers ansvar ved modtagelsen at kontrollere varen for defekter.
§ 6. Leveringstid
Leveringstidspunktet fastsættes i forbindelse med aftale indgåelsen. Den angivne leveringstid er vejledende og med forbehold af forsinkelse som følge af strejker, lockout, krig, mobilisering, beslaglæggelse, valutarestriktioner, transporthindringer, restriktioner af drivkraft, ildsvåde, manglende eller mangelfulde leverancer fra underleverandører eller årsager udenfor AF’s kontrol, og leveringstiden vil i påkommende tilfælde være at udskyde med et til hindringens varighed svarende antal dage. Levering til den således udskudte leveringstid anses i enhver henseende for rettidig. Såfremt leveringstiden er angivet som et bestemt antal dage eller uger, regnes perioden fra det tidspunkt, da AF har modtaget samtlige de for ordrens udførelse nøjagtige oplysninger fra køberen. Såfremt køberen ikke opfylder eventuelle forfaldne betalingsforpligtelser, udskydes leveringstiden med et tidsrum svarende til forsinkelsen af den pågældende betaling. Såfremt der opstår forsinkelse af andre årsager end foran nævnt, berettiger dette dog ikke køber til at hæve handlen helt eller delvist, eller gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende mod AF, medmindre forsinkelsen må betragtes som væsentlig, og AF herefter ikke har foretaget levering senest 14 dage efter at have modtaget skriftligt påkrav herom fra købers side. Eventuel erstatning kan i intet tilfælde kræves til dækning af købers driftstab, avancetab, dagbøder eller andet indirekte tab.
§ 7. Varer på prøve
Varer på prøve fremsendes alene efter forudgående skriftlig aftale med AF og såfremt køber betaler fragt både ved levering fra AF samt ved evt. returnering.
Hvis køber ikke returnerer et produkt efter endt prøveperiode, vil produktet automatisk blive faktureret efter prøvetidens udløb i henhold til nærværende salgs- og leveringsbetingelser og ud fra AF´s gældende prisliste.
Køber er erstatnings- og forsikringsansvarlig for produktet i prøvetiden.
§ 8. Betaling
Betaling skal erlægges inden for den på fakturaen angivne dato, som normalt er netto kontant ved levering, medmindre anden skriftlig aftale indgås herom. Såfremt en sådan dato ikke er angivet, er betalingsbetingelserne kontant ved levering. Erlægger køberen ikke betaling i rette tid, er AF berettiget til at fordre renter af det skyldige beløb med 2 % pr. måned af den til enhver tid værende saldo fra tiden fra aftalt levering og til betaling sker. Manglende betaling vil efter den fastsatte forfaldsdag kunne medføre overgivelse til retslig inkasso uden yderligere varsel, og AF vil kunne opkræve inkassoomkostninger udover, hvad der er fastsat i bekendtgørelse nr. 601 af den 12. juli 2002. Køber er uberettiget til at tilbageholde nogen del af købesummen til sikkerhed for opfyldelse af en eventuel forpligtelse i medfør af punkt 14, ligesom en forsinkelse med en uvæsentlig del af leverancen heller ikke berettiger køberen til udeladelse af at erlægge den fulde betaling i henhold til de trufne aftaler. Dersom varer, der ifølge aftale eller kontrakt skal leveres til bestemt tid, ikke rettidigt aftages af køber, kan AF efter eget valg lade varerne bortsælge for købers regning, efter advis til køber, eller oplægge varerne for købers regning, således at køber skal betale de med oplagringen forbundne omkostninger. Uanset forsinkelse ved modtagelsen er køber under alle omstændigheder forpligtet til ved forfaldstid at erlægge den stipulerede betaling. Ved oplagring henligger varerne for købers risiko.
§ 9. Ejendomsforbehold
AF bevarer ejendomsretten til det solgte, indtil fuld og endelig betaling, herunder af eventuelle renter mv. er erlagt. Såfremt varerne er ændret eller forarbejdet, forbeholdes ejendomsretten således, at den omfatter de ændrede eller forarbejdede varer til et beløb, der svarer til varernes værdi på salgstidspunktet.
§ 10. Konstruktionsændringer
AF forbeholder sig ret til før levering uden forudgående meddelelse til køber at foretage sådanne ændringer i konstruktionen, udførelse m.v. som AF måtte finde nødvendige. Sådanne ændringer giver kun køber ret til at hæve købet, såfremt denne kan bevise, at en bestemt konstruktion, udførelse m.v. var en væsentlig forudsætning for købet. Foretagne ændringer og heraf eventuelt foranlediget ophævelse af købet, berettiger ikke køber til erstatning af nogen art og ej heller til forholdsmæssigt afslag i købesummen.
§ 11. Tegninger m.v.
Alle tegninger, overslag, beskrivelser eller andet materiale, på tryk, analogt som digitalt, der skal fremsendes ved afgivelse af tilbud eller leverancer, er AF’s ejendom, og må ikke uden AF’s skriftlige tilladelse mangfoldiggøres, forelægges andre firmaer eller benyttes til at udføre arbejde efter. Alt materiale som AF har udført til brug ved tilbud, skal på forlangende returneres.
§ 12. Emballage
Kasser eller anden emballage der returneres vil ikke blive krediteret og modtages kun efter skriftlig aftale herom.
§ 13. Returnering
En vare tages kun retur efter forudgående truffet aftale mod et returneringsgebyr på 20 % af varens pris, dog max. 30 dage efter faktura. Specielt indkøbte varer tages ikke retur. Køber bærer risikoen for returnerede varer, indtil AF har udstedt kreditnota. Returvarer sendt pr. efterkrav vil blive afvist. Der kan blive tale om reducering i prisen ved et produkts kreditering. Ikke-returnerede serviceombytninger vil blive faktureret efter 5 arbejdsdage efter skriftlig rykker. Prommer leveret i forbindelse med serviceombytning krediteres ikke ved sen returnering
§ 14. Mangler
I en periode på 12 måneder fra det solgtes levering er AF ansvarlig for konstruktions-, fabrikations- eller materialefejl, forudsat at køber kan bevise, at fejlen eller manglen skyldes forsæt eller uagtsomhed hos AF. AF er ikke ansvarlig for mangler, der følger af slid, overlast, usædvanlig brug, mangelfuld pasning, betjening i strid med AF´s instruktioner eller egne forsøg på reparationer. AF er heller ikke ansvarlig for mangler, såfremt der i forbindelse med det af AF leverede benyttes komponenter, der ikke er fremstillet eller godkendt af AF. Såfremt AF er ansvarlig for fejl og mangler efter det ovenfor anførte, er AF berettiget til, efter eget valg, enten at ombytte eller reparere sådanne komponenter eller dele, som viser sig mangelfulde p.g.a. konstruktions-, fabrikations- eller materialefejl. Køber afholder udgifter til afmontering, forsendelse, genmontering, genplombering og opstart m.v. Køber må ikke foretage mangeludbedring medmindre AF skriftligt har godkendt manglerne og godkendt måden hvorpå der skal foretages mangeludbedring. Køber opfordres til, straks når det solgte er kommet ham i hænde, at foretage sådan undersøgelse som ordentlig forretningsbrug kræver. Lider det solgte af en mangel, skal køber skriftligt inden 5 hverdage fra leveringen at regne meddele AF dette. Efter udløbet af 5-dages fristen kan manglen ikke påberåbes. Eventuel erstatning kan i intet tilfælde kræves til dækning af købers driftstab, avancetab, dagbøder eller andet indirekte tab. AF er endvidere ikke ansvarlig for evt. driftstab eller manglende indbetaling af skatter og afgifter som følge af, at en automat har udbetalt forkerte beløb, ikke har fungeret i en periode eller at udbetalingsprocenten har afveget. AF er ikke ansvarlig for fejl og mangler, der gøres gældende senere end 12 måneder efter levering fra AF. Såfremt der ikke påvises nogen fejl eller mangel vil et servicegebyr på DKK 500/EUR 70/GBP 45 pr. påbegyndt time blive faktureret køber. Det solgte skal ved reparation eller ved ombytning, fremsendes i original emballage og såfremt det solgte skal fragtes for AF’s regning, vælges speditøren af AF. Såfremt AF reparerer en køber tilhørende brugt komponent, eller såfremt køber erhverver en af AF repareret/renoveret brugt komponent, har køber samme mulighed for at gøre AF ansvarlig for mangler ved det solgte, som beskrevet ovenfor, dog således, at AF’s mangelansvar er begrænset til et tidsrum på 3 måneder fra levering.
Ovenstående bestemmelser gælder tilsvarende for mangler ved AF’s tjenesteydelser der udføres i tilknytning med salg af AF’s varer, eksempelvis men ikke udtømmende kan nævnes montage-, ombytnings-, installations- el. lign arbejde. Det samme gælder for mangler ved AF’s tests eller afsluttende afprøvning af den solgte vare.
§ 15. Ansvarsbegrænsning
Køber har ikke andre misligholdelsesbeføjelser end dem, der udtrykkeligt er nævnt i nærværende salgs- og leveringsbetingelser. AF kan under ingen omstændigheder gøres ansvarlig for driftstab, avancetab, dagbøder, tidstab eller lignende indirekte tab. AF´s ansvar kan i intet tilfælde overstige købesummen i henhold til aftalen.
§ 16. Produktansvar
For sådanne skader, som umiddelbart er omfattet af lov nr. 481 af 7. juni 1989 om produktansvar, gælder lovens bestemmelser. For så vidt angår produktansvar, der ikke er omfattet af ovennævnte lovs bestemmelser, gælder følgende begrænsninger: AF er kun ansvarlig for personskade, hvis det bevises, at skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af eller andre, som AF har ansvaret for. AF er ikke ansvarlig, hvis AF beviser, at defekten i produktet skyldes, at produktet skal være i overensstemmelse med ufravigelige forskrifter udstedt af offentlige myndighed eller at det på grund af den videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt, da produktet blev bragt i omsætning, ikke var muligt at opdage defekten. AF er endvidere ikke ansvarlig, hvis det må antages, at den defekt, der har forvoldt skaden, ikke var til stede på det tidspunkt, da denne bragte produktet i omsætning. AF er ikke ansvarlig for skader på fast ejendom eller løsøre, som indtræder, medens materialet er i køberens besiddelse. AF er heller ikke ansvarlig for skade på produkter, der er fremstillet af køberne, eller på produkter, hvori disse indgår. I øvrigt er AF ansvarlig for skade på fast ejendom og løsøre på samme betingelser som for personskade. AF er ikke ansvarlig for driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller andet indirekte tab. I den udstrækning AF måtte blive pålagt produktansvar overfor tredjemand, er køberen forpligtet til at holde AF skadesløs i samme omfang, som AF’s ansvar er begrænset efter de 3 foretagende stykker. Disse begrænsninger i AF’s ansvar gælder ikke, hvis AF har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed. AF begrænser dettes ansvar til de direkte tab, der måtte følge af AF har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed og højst til kr. 20.000,00 pr. samlet leverance. En eventuel erstatning kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte har medvirket til skaden ved forsæt eller uagtsomhed. Hvis tredjemand fremsætter krav mod en af parterne om erstatningsansvar i henhold til dette punkt, skal denne part straks underrette den anden herom. AF og køberen er gensidigt forpligtet til at lade sig sagsøge ved den domstol eller voldgiftsret, som behandler erstatningskrav, der er rejst mod en af dem på grundlag af en skade, som påstås forårsaget af materiellet.
§ 17. Produktinformationer, rådgiveransvar
AF er i almindelighed kun ansvarlig for, at det solgte svarer til de specifikationer, der er oplyst i forbindelse med salget – ikke for om varen er egnet til købers brug. Ansvar herudover påtager AF sig kun, hvis AF har ydet særskilt, skriftlig rådgivning til køber i form af udarbejdelse af projekt, udarbejdelse af egentlige beregninger eller i form af afgivet, særskilt, skriftlig udtalelse om det solgtes brugbarhed til et specielt angivet formål til en køber, der ikke må antages at besidde fornødent sagkundskab på området til selvstændigt at vurdere spørgsmålet om varens egnethed. AF har intet ansvar for udtalelser, hvis det er angivet, at udtalelserne hviler på en skønsmæssig bedømmelse eller en vurdering. AF påtager sig kun ansvar, hvis den ydede rådgivning må siges at være uforsvarlig set i relation til den viden, som AF besad på rådgivningstidspunktet om genstanden for rådgivningen. AF’s rådgivning ydes på basis af AF’s leverandørers opgivne data, og AF dækker kun tab som følge af fejl i dette datamateriale, i det omfang AF’s leverandører yder AF erstatning herfor. Konstateres der fejl i den af AF sammen med dettes leverance ydede skriftlige rådgivning, skal køber uden unødigt ophold, straks efter at køber er eller burde være blevet opmærksom på tilstedeværelsen af fejlen, underrette AF.
Ved tilsidesættelse af denne bestemmelse erstatter AF alene sådanne tab, der måtte være opstået som en direkte følge af AF’s fejlagtige rådgivning på det tidspunkt, køber burde have underrettet AF. Ved rettidig reklamation yder AF køber ny, vederlagsfri rådgivning. AF’s ansvar for tab opstået som følge af fejlagtig rådgivning begrænses således:
AF begrænser dettes ansvar til de direkte tab, der måtte følge af AF’s fejlagtige rådgivning og højst til kr. 10.000,00 pr. samlet leverance. AF hæfter aldrig for driftstab, avancetab, dagbøder eller andet indirekte tab. AF’s ansvar for tab opstået som følge af rådgivningsfejl ophører senest 1 år efter, at leverance, hvortil rådgivningen er knyttet, er overgivet til køber.
§ 18. Montage
Vælger køber at lade AF forestå montage af det købte m.v. holder AF altid sine montører forsikret mod ulykkestilfælde, hvorimod hjælpemandskab og hjælpemidler m.v. ikke forsikres af AF, da hjælpemandskab betragtes som værende ansatte hos køber og hjælpemidler udlånes af køber.
§ 19. Software
De af AF solgte produkter fungerer ved anvendelse af software. For softwaren gælder udover de almindelige
salgs- og leveringsbetingelser følgende:
A. Alene brugsret
Ved køb af produkter hos AF, hvad enten det er en komplet automat, et byggesæt, et ombygningssæt eller et spil alene, forbliver ejendomsretten og ophavsretten til softwaren, kildekoden, tilhørende dokumentation og tekniske specifikationer mv. hos producenterne; Compu-Game A/S (CG) og Dansk Automat Expert A/S (DAE). Køber erhverver således alene en begrænset og ikke-eksklusiv brugsret til at anvende softwaren. Eventuelle opdateringer af software er tillige omfattet af nærværende betingelser. Køber anerkender, at software, billeder, brugerflader, fotografier, animationer, video, lyd, musik, tekst, elektronik, manualer og tilbehørsapplikationer, ifølge Ophavsretsloven, Markedsføringsloven og i henhold til internationale konventioner, hver for sig og samlet, udgør et ophavsretligt beskyttet værk tilhørende producenterne CG og DAE eller disse leverandører.
B. Brugsrettens indhold
Køber må under ingen omstændigheder uden CG’s / DAE’s forudgående skriftlige samtykke foretage eller lade foretage reverse engineering, dekompilering eller disassembling af softwaren. I det omfang køber ønsker at udvikle software, som er interoperabel med CG’s / DAE’s software, skal køber rette henvendelse til CG / DAE med henblik på at få udleveret de nødvendige oplysninger. CG / DAE er dog ikke forpligtet til at udlevere disse, men kan henvise køber til at foretage de førnævnte handlinger. Det ophavsretligt beskyttede materiale som nævnt ovenfor må under ingen omstændigheder kopieres. Såfremt køber godtgør, at softwaren er blevet tilintetgjort, kan køber ved henvendelse til CG / DAE efter nærmere aftale få udleveret erstatningssoftware mod evt. betaling.
Softwaren er licenseret som ét produkt og må kun anvendes på den automat brugsretten er solgt sammen med, eller på den automat softwaren, ved efterfølgende køb af brugsret, første gang er blevet installeret på.
Softwaren må under alle omstændigheder kun benyttes i original CG / DAE hardware. Køber er bekendt med, at softwaren er standardsoftware og at CG / DAE ikke indestår for, at softwaren opfylder købers behov eller forventninger. Køber accepterer endvidere, at softwaren – som al software – kan indeholde fejl og mangler og at købers eventuelle omkostninger som følge af eventuel fejlretning og opdatering ikke dækkes af CG / DAE.
C. Videreoverdragelse af brugsretten
Brugsretten til softwaren må kun videreoverdrages til tredjemand i sin helhed (herunder alle komponenter, medier og trykt materiale samt eventuelle opgraderinger) såfremt dette sker i forbindelse med den hardware, hvorpå softwaren er installeret. Overdragelse er betinget af, at køber sikrer sig, at tredjemand accepterer nærværende salgs- og leveringsbetingelser, herunder betingelserne for brugen af softwaren. Ved overdragelse skal køber straks destruere eventuelle kopier af softwaren eller opdateringer til denne og eventuelt andet materiale tilhørende CG / DAE, i det omfang dette ikke medfølger ved overdragelsen. Er softwaren en opgradering, skal overdragelsen omfatte alle tidligere versioner af softwaren. Med ”overdragelse” menes i nærværende sammenhæng alle former for overgang, herunder tillige ved gave og kreditorforfølgning.
D. Sanktioner
Såfremt køber overtræder ovenstående, er AF/ CG / DAE berettiget til at kræve al softwaren samt eventuelle kopier heraf, al med softwaren uadskilleligt hardware samt alle tilhørende komponenter overdraget til sig eller destrueret. Køber er endvidere forpligtet at oplyse om omfanget af den retstridige adfærd i form af oplysninger omkring antal overdragede kopier, omsætningstal herpå og navne på modtagere heraf. Overtrædelse kan endvidere af AF / CG / DAE søges bragt til ophør ved umiddelbart fogedforbud uden sikkerhedsstillelse og kan desuden medføre pligt til betaling af erstatning og et rimeligt vederlag, samt strafansvar og tilintetgørelse af eksemplarer, der er retsstridigt fremstillet.
§ 20. Designrettigheder m.v.
Køber anerkender, at CG og DAE har designrettigheder og øvrige immaterielle rettigheder til kabinetter
og tilhørende produkter.
§ 21. Licensaftale Telelink/DAB
Som forudsætning for lovlig drift af gevinstgivende automater, kræver dansk spillelovgivning p.t., at hver spilleautomat er tilkoblet et indberetningssystem, således Spillemyndigheden under SKAT, kan kontrollere indtjening og udbetalinger foretaget fra den gevinstgivende automat. Spilleautomater købt hos AF kan opkobles til et indberetningssystem(Telelink systemet) udviklet af CG og DAE til brug for Spillemyndighedens kontrol af spilleautomatens indtjening. Opkobling til Telelink systemet kræver at køberen af spilleautomaten har en licensaftale med Dansk Automat Brancheforening (DAB). Licensaftale kan opnås ved at tage kontakt til DAB`s sekretariat på tlf. 86572533. Tillige henledes købers opmærksomhed på, at AF er forpligtiget til at oplyse DAB om den købte spilleautomats elektroniske nummergruppe. Har man ikke en gyldig licensaftale med DAB vil spilleautomaten blive frakoblet Telelink systemet.
§ 22. Retsregler og Værneting
I tilfælde af uenighed mellem parterne skal tvisten afgøres efter dansk ret med Retten i Århus som rette værneting. AF kan dog kræve tvisten afgjort ved voldgift i henhold til de til enhver tid gældende regler herom. Lovvalget omfatter ikke dansk rets international privatretlige regler, herunder CISG.
§ 23. Øvrigt
Ændringer eller tilføjelser til nærværende salgs- og leveringsbetingelser skal være aftalt skriftligt for at være gyldige mellem AF og køber.
Downloade Salgs- og leveringsbetingelser som PDF
Automat Fabrikkerne A/S